Unge fra Lavuk og Københavner-teamet lancerer kunstprojekt

07.06.2016
  • ""
De unges kunstprojekt blev ferniseret i Sixty Eight Art Institutes lokaler

At se verden igennem en andens øjne er ikke kun en lærerig oplevelse. Det er også titlen på det fotografiske kunstprojekt, der er kommet ud af samarbejdet mellem Københavnerteamet, dagtilbuddet Lavuk Stjernen og Sixty Eight Art Institute.

Unge københavnere med udviklingshæmning har igennem 12 uger tilbragt tid med unge fra Københavnerteamet. Opgaven var at indfange hinandens dagligliv, drømme og udfordringer på kamera, og det er der kommet en flot udstilling ud af.

Fotografierne er udvalgt i fællesskab af de deltagende unge, og de viser, at der nok er forskelle på de to grupper af unge, men at der måske i virkeligheden er flest ligheder.

Socialborgmester Jesper Christensen deltog i ferniseringen af fotografierne, og han roste projektet for at gøre de deltagende i stand til at finde skjulte styrker:

"Jeg bliver rigtig glad, når jeg ser at unge, som kender til fordomme og udfordringer livet, kan mødes og vokse sig stærkere sammen. Jeg forestiller mig, at når I mødes i sådan et fotoprojekt, så er det ikke bare et spørgsmål om at blive enige om, at livet kan være hårdt og nogle gange uretfærdigt, men at I også ser nogle styrker hos Jer selv, som I ikke vidste I havde."

Udstillingen fremvises i Sixty Eight Art Institutes lokaler frem til d. 12. juni i forbindelse med Copenhagen Photo Festival. Derefter rykker udstillingen til dagtilbuddet Søndre Fasanvej frem til september.