Socialborgmester på besøg: Lige i øret!

25.03.2015
  • ""
Man kan nedbringe medicinforbruget hos borgere med sindslidelse ved hjælp af nåle, det viser erfaringen på botilbuddet Fogedgården

Kan man nedbringe medicinforbruget hos borgere med sindslidelse ved hjælp af nåle? Ja! Det er i hvert fald erfaringen på det socialpsykiatriske botilbud Fogedgården på Nørrebro. Socialborgmester Jesper Christensen besøgte i sidste uge Fogedgården og fik lejlighed til at prøve den alternative behandlingsform NADA, der bedst kan sammenlignes med akupunktur.

Tre gange om ugen har Fogedgårdens NADA-café åbent, og her har beboerne mulighed for at komme og få NADA-behandling med nåle.

Foruden de faste tidspunkter er der mulighed for at få behandling efter behov. Erfaringen viser, at behandlingen kan nedsætte trangen til medicin og dæmpe angst og uro.

Da Jesper Christensen i sidste uge var booket til et besøg på Fogedgården, takkede han ja til at afprøve en NADA-behandling på egen krop.

”Ud over at det er en behagelig, meditativ pause at sidde med nåle i ørerne, så er det jo fantastisk at høre, at flere af Fogedgårdens beboere ved hjælp af NADA har nedbragt deres forbrug af medicin og antallet af behandlinger med elektrochok. Det er med til at øge livskvaliteten hos nogle mennesker, der har meget at tumle med.”

NADA-behandlingen bruges i flere af Socialforvaltningens tilbud.