12. marts 2021

Borgmester og forsker: Kritikken af Københavns børnehaver og vuggestuer er skudt helt over målet

Debat: Fortællingen om, at der er store problemer med kvaliteten i daginstitutionerne i København, er urimelig og usaglig.

JESPER CHRISTENSEN OG CHARLOTTE RINGSMOSE

Jesper Christensen er børne- og ungdomsborgmester i København, og Charlotte Ringsmose er psykolog og professor ved Aalborg Universitets Institut for Kultur og Læring

Bragt i Politiken

Allerede i 1871 beskrev Darwin, hvordan barnets udvikling sker i sammenhæng med miljøets påvirkning. Han skildrede, hvordan det lille barn er særlig formbart, og hvordan udviklingen, når den først er sket, er nærmest endegyldigt fastlagt og determinerende for barnets fremtidige liv.

At den tidlige barndom har livslang betydning, ved vi nu med sikkerhed. Vi ved også, at Danmark har OECD-rekord som landet med flest småbørn i dagtilbud i flest timer om dagen. Derfor er daginstitutionerne helt afgørende for barnets udvikling. Et stærkt partnerskab mellem hjem og institution er mindst lige så afgørende.

Børns muligheder for at udvikle sig og trives er tæt knyttet til kvaliteten i de omgivelser, hvor de tilbringer mest af deres vågne tid.

I et britisk studie fulgte man 3.000 børn, fra de var tre år gamle og til nu, hvor de har forladt skolen og er på vej videre i livet. En af studiets hovedforskere har forklaret, at når tiden i daginstitutionen er slut, er der ca. 20 procents udvikling tilbage til skolen. Hovedparten af barnets vigtige udvikling sker, inden barnet er trådt ind i klasseværelset for første gang.

Så det, der sker i vores dagtilbud, er af stor betydning og er da også i disse år genstand for opmærksomhed og medieomtale. Bl.a. i nærværende avis, som i den seneste tid har fortalt om store kvalitetsudfordringer i visse københavnske dagtilbud.

Men det er ikke et retvisende billede, Politiken har tegnet af dagtilbudskvaliteten i landets største kommune.

Synet på, hvad der er god kvalitet i dagtilbud, har ændret sig gennem tiderne. Aktuelt har udviklingen i lovgivningen samt det øgede nationale og internationale fokus på kvalitet i dagtilbud medført krav til institutionerne. Krav om omstilling og løbende integration af ny viden og forskning.

Dermed rettes opmærksomheden mod den pædagogiske faglighed og på dagtilbudssystemets evne til at støtte udviklingen af de kompetencer, som gør det muligt at udvikle pædagogiske læringsmiljøer af høj kvalitet.

Den seneste dagtilbudslov afspejler forskningen og den viden, vi har om, hvad der skaber gode betingelser for små børns udvikling i de pædagogiske læringsmiljøer. I loven understreges det, at der i institutionerne skal være et miljø, som gennem leg og aktiviteter – det være sig vokseninitierede, spontane eller skabt af børnene – samt daglige rutiner giver børnene mulighed for at trives, lære, udvikle sig og dannes.

Konkret skal der arbejdes med at skabe gode udviklingsbetingelser for børnene gennem seks læreplanstemaer. Det fremhæves, at det skal fremgå af læreplanen, hvordan det pædagogiske læringsmiljø tager højde for børn i udsatte positioner, så deres trivsel, læring, udvikling og dannelse fremmes.

Pædagogers vigtigste værktøj i udførelsen af deres faglighed er den viden, de har fået om deres fag gennem uddannelse og praksis. Men i en verden, der kendetegnes af konstante forandringer, er det nødvendigt løbende at opdatere den viden.

Især har de seneste 10-20 års viden om omgivelsernes betydning for små børns udvikling haft konsekvenser for, hvordan kvalitet opfattes, hvordan kvalitet kommer til udtryk i det pædagogiske arbejde, og hvornår der er kvalitet i et dagtilbud.

Forskningen i danske daginstitutioner viser, at der generelt er store variationer i kvaliteten, og at børns vilkår for at trives, lære og udvikle sig således varierer betragteligt. Det er især udfordrende at skabe den høje kvalitet der, hvor der er mange børn fra udsatte hjem, men ikke kun der.

Vi har generelt problemer med svingende kvalitet. Udsvingene i kvaliteten er et nationalt problem.

Det er ikke et særskilt problem for København, hvilket man ellers kan få indtryk af som læser af Politiken. Dermed være ikke sagt, at avisen bør finde noget andet at skrive om.

Men fokus bør rettes mod det urimelige i, at børn og forældre møder så forskellig kvalitet i daginstitutionerne. En væsentlig diskussion er også, hvordan man kan sikre høj kvalitet i alle institutioner – og hvorfor det er så vigtigt at arbejde med kvalitet. Netop kvalitetsarbejdet er Københavns Kommune med mere end 400 daginstitutioner et godt eksempel på snarere end det modsatte.

I 2009 blev der også sået tvivl om kvaliteten. Under overskriften ’Vi elsker børnehaver, men det har vi ingen grund til’ bragte Dagbladet Information en artikel, hvori forskere pegede på problematikkerne i vores institutioner. Det gik ud over børnene udvikling, advarede de. Og forældrene havde svært ved at erkende problemet, fordi de havde brug for institutionerne.

Professor i udviklingspsykologi Dion Sommer gav endog udtryk for, at han ikke længere var sikker på, at han ville anbefale de danske daginstitutioner. En stærkt kritisk udtalelse, som dog ikke gav anledning til forandringer.

Der er sidenhen kommet forskning, som har vist, at der var grund til bekymring over de forhold, børn bliver passet og skal udvikle sig under.

Men der skulle gå ti år, før der for alvor blev sat skub i den offentlige debat om daginstitutionernes kvalitet. Det skete i maj 2019, hvor TV 2 sendte dokumentaren ’Daginstitutioner bag facaden.’ Ved hjælp af skjulte optagelser blev der afsløret alvorlige forhold i to københavnske daginstitutioner.

Dokumentaren førte til kritik af det pædagogiske tilsyn og en øget interesse for, hvordan tilsynet foregår. Blandt andet blev der efterlyst større gennemsigtighed, så forældre har bedre forudsætninger for at træffe oplyste valg, når de skal vælge institution til deres barn.

Forud for dokumentaren havde Københavns Kommune i 2017 – som en af få – indført et nyt observerende pædagogisk tilsyn med alle kommunens institutioner. Med tilsynet blev det mere synligt, at institutioner ikke har samme kvalitet. Sideløbende gennemførte kommunen det såkaldte ’Tidlig Indsats’-program i 70 udvalgte dagtilbud.

Det styrkede læringsmiljøerne og pædagogikken særligt med fokus på institutioner, som havde den største andel af udsatte børn.

Det nye systematisk observerende pædagogisk tilsyn med alle kommunens institutioner førte til, at det blev mere synligt, at institutioner har forskellig kvalitet.

Med dokumentaren kom København til at fremstå som en kommune, der ikke lever op til ansvaret. Men det modsatte er tilfældet: Kommunen er gået foran, når det gælder om at leve op til loven.

Længe inden Børne- og Ungdomsforvaltningen i København fik kendskab til tv-dokumentaren, var der – som en konsekvens af det pædagogiske tilsyn – truffet beslutning om at udskifte en leder i en af de to institutioner. Der blev desuden draget personalemæssige konsekvenser af selve dokumentaren.

Samtidig satte man turbo på det vigtige arbejde med at sikre kvaliteten: Børne- og Ungdomsudvalget vedtog en styrket opfølgning på det pædagogiske tilsyn med hurtigere og mere systematisk støtte til udfordrede institutioner. Der blev bl.a. indført strakspåbud, klare tidsfrister og automatiske kriterier for, hvornår en daginstitution skal på faglig handleplan.

Det blev besluttet, at forældrene skal involveres mere i arbejdet med tilsynsrapporten. Det blev et krav til institutionerne, at de offentliggør rapporten på deres hjemmeside sammen med en evt. faglig handleplan samt et referat af forældrerådets/bestyrelsens drøftelse af rapporten.

Københavns Kommune har holdt fast og gjort det synlige tilsyn til et arbejdsredskab til at udvikle den pædagogiske praksis.

Forældreengagementet voksede sig stort og stærkt i månederne før og efter ’Daginstitutioner bag facaden.’ Behovet for minimumsnormeringer blev et tema under folketingsvalget samme år. Landet over gik forældre på gaden, mens de med skilte og kampråb krævede flere pædagoger. Forældrene kom ind på scenen og stillede relevante krav. Nu var det nok.

I København lyttede lokalpolitikerne i Borgerrepræsentationen godt efter, og i sensommeren sidste år vedtog budgetpartierne den store ’børnepakke,’ der giver bedre kvalitet i byens dagtilbud. 449 mio. kr. blev afsat til at indføre minimumsnormeringer i København fra 2022 og ikke i 2025, som Folketinget ellers havde lagt op til.

Der blev også afsat midler til at styrke rekrutteringen og uddannelsen af flere pædagoger, ligesom børnepakken indeholder byggestenen til en ny efteruddannelse for pædagogiske ledere.

Alt i alt er det på børnefronten spændende tider i landets største kommune, hvor man i disse år har kunnet konstatere, at det styrkede fokus på den pædagogiske kvalitet bærer frugt. Langt færre af byens daginstitutioner har i dag udfordringer med kvaliteten. Det viser det pædagogiske tilsyn.

Når vi er kommet igennem coronapandemien, vil København kunne tage de næste skridt i kvalitetsarbejdet. En af de store opgaver bliver at finde kvalificerede pædagogiske medarbejdere, for der er rift om de gode folk og uddannes ikke nok nye.

Dermed være ikke sagt, at alt er fryd og gammen. Også i København er der institutioner, som hænger i bremsen. Pædagogisk arbejde er ingen statisk størrelse, det handler om mennesker. Vi har samtidig at gøre med et område, der bærer præg af mange års massive statslige nedskæringer. At arbejde med kvalitet i dagtilbud er et kontinuerligt arbejde.

Men ved at have fagligt funderede procedurer for, hvad man gør, når kvaliteten er udfordret i en institution, sikrer man, at skibet forsætter sin kurs, selv om der opstår lokale stormvejr undervejs.

Forældre er med rette utilfredse, når nogle institutioner er udfordret. Der er steder, som er præget af et højt sygefravær og en høj personalegennemstrømning – som i nogle tilfælde skyldes, at en ny leder stiller krav til fagligheden, og at det gør så ondt på nogle medarbejdere, at de søger væk. Men forældre i København har mere viden og indsigt, end forældre har i mange andre kommuner. For i København skjuler man ikke udfordringerne, man handler på dem.

I den seneste tid har Børne- og Ungdomsforvaltningen i stigende grad oplevet situationer, der er gået i hårdknude på grund af uenighed mellem grupper af forældre og en skole eller institution. Det skete for fuld udblæsning i en af de institutioner, Politiken har skrevet om.

Netop som dén sag – som handler om en institution i Valby – har resulteret i forbedringer for hele institutionsområdet i København. I erkendelse af at samarbejdet mellem forældre og den enkelte institution nogle gange kan kuldsejle, er forvaltningen ved at etablere en central klageenhed, ligesom der fremover tilbydes hjælp fra eksterne konfliktmæglere.

Samtidig arbejdes der på at forankre og sikre en god forældrekommunikation i alle institutioner. Der er behov for at udvikle det fælles sprog, som institution og forældre har. Vi skal udbrede kendskabet til de arbejdsmetoder, der giver høj kvalitet. Og vi skal arbejde med, hvordan forældre kan understøtte og inddrages, så der i fællesskab kan skabes gode rammer for børnene. Der skal være tillid mellem forældre, forvaltning og institutioner.

Politikens artikler har tegnet et billede af, at det står slemt til med såvel tilliden som kvaliteten i hovedstadens daginstitutioner.

Børn bliver udsat for omsorgssvigt, og de ansvarlige i kommunen er pænt ligeglade. Pædagogerne flygter, lederne er ukvalificerede, og forældrenes nødråb bliver ikke hørt – det er essensen af artiklerne, som har handlet om forhold i primært tre institutioner.

Artiklerne og den omtale, de skaber på sociale medier, er med til at tegne et skævreddet og skingert billede. Ikke mindst på Facebook foregår der – med afsæt i artiklerne – en decideret udskamning af København. Men at gøre et nationalt problem til et københavnerproblem er urimeligt og usagligt over for en kommune, der er trådt i karakter og tager sit ansvar alvorligt.

Vi har brug for at få skabt en national retning for udvikling af kvalitet i dagtilbud, og her er København en foregangskommune. Så når man som forælder – eller journalist – hører kommunale forvaltningsledere tale om, hvor gode daginstitutioner de har, bør man svare igen med et krav om indsigt i form af synlige tilsynsrapporter, data og dokumentation. Samtidig bør kommunen have en systematisk opfølgning i de institutioner, der har udfordringer.

Københavns Kommune har nogle af landets bedste pædagoger. Det ved vi, for Politiken uddelte i efteråret pædagogprisen, der hædrer de dygtigste og mest dedikerede pædagoger i Danmark. Hele 780 blev indstillet af forældre og kolleger. Syv kom gennem nåleøjet og modtog velfortjent hyldest ved et festligt arrangement i Politikens Hus. Af de syv prismodtagere var tre fra daginstitutioner i Københavns Kommune. Der er dygtige pædagoger, ledere og kvalitetsinstitutioner i København, og dem vil vi have flere af i hele landet!

Københavns Kommune har taget væsentlige skridt for at sikre et samlet højt niveau i institutionerne. Udviklingen af hovedstadens dagtilbud kan sammenlignes med en rejse, hvor vi stadig lærer nyt. Bl.a. er Børne- og Ungdomsforvaltningen blevet sat i gang med et analysearbejde, der skal skabe et beslutningsgrundlag for bedre rammer for ledelsesgerningen i daginstitutionerne.

En oplagt løsning kunne være at indføre en ny praksis med at have én dedikeret leder på hver institutionsmatrikel i København. En leder, der kan holde fokus på den nære pædagogik – modsat i dag, hvor en leder i nogle tilfælde dækker flere matrikler.

Samtidig skal den overordnede organisering af de københavnske dagtilbud fastholdes og udvikles, så hver leder får hjælp til det administrative papirarbejde, økonomistyringen og alt det andet, der stjæler tiden fra kerneopgaven.

En leder på én matrikel – og ét forældreråd per matrikel. For det afgørende, at forældrenes stemme høres. Det gør man bedst ved at have et forpligtende samarbejde helt tæt på børnene.

Nu efterspørger vi et fokus på den nationale dagsorden. Må vi få noget at vide om, hvordan andre arbejder med at sikre højkvalitetsinstitutioner til børn og forældre?