29. marts 2019

Kære Politiken: Hvornår får vi en undervisningspris for pædagoger?

Debat: Når Politiken kun giver lærerne en pris, er det med til at fastholde et misvisende billede af, at lærernes arbejde er finere og vigtigere end pædagogernes.

Bragt i Politiken

JESPER CHRISTENSEN (S), STEFAN HERMANN OG STINA VRANG ELIAS

hhv.  børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, rektor på Københavns Professionshøjskole, administrerende direktør i Tænketanken DEA

 

Man kan næppe opdrive en forsker, der vil påstå, at skolelærernes arbejde er vigtigere end pædagogernes. Men vores samfund har på forunderlig vis en tendens til at gøre netop det.

Pædagogerne får mindre i løn end lærerne. Og samfundet investerer langt mere i lærernes end pædagogernes uddannelse. Skiftende regeringer har været fælles om ikke at prioritere pædagoguddannelsen. Det er landets største uddannelse, men det er også den billigste af de store professionsuddannelser i Danmark.

Staten giver cirka 100.000 kroner mindre til uddannelsen af en pædagog end til en skolelærer eller en sygeplejerske. Sådan har det altid været. Men der er ingen, der rigtig kan forklare hvorfor.

Det er svært at måle prestige og status. Men historisk set har lærerne nydt større status og prestige end pædagogerne.

Og som toneangivende medie er Politiken desværre med til ufrivilligt at fastholde et misvisende billede af, at lærernes arbejde er finere og vigtigere end pædagogernes. Hvert år bruger avisen ressourcer og spalteplads på uddelingen af Politikens Undervisningspris, der hædrer en lærer fra henholdsvis grundskolen, gymnasieskolen og erhvervsuddannelserne. Men avisen har ingen pris til pædagoger i dagtilbud.

Både som privatpersoner og fagpersoner elsker vi Politikens Undervisningspris, som kører for fuld skrue i avisen i disse måneder. Det er fantastisk med de mange nomineringer fra elever og forældre af ekstraordinært dygtige lærere og artikler med kendisser, der fortæller, hvilken lærer der betød mest for dem i deres skoletid.

Hyldesten til lærerne er i den grad velfortjent og har ud over fremhævelsen af den enkelte særlig dygtige lærer skåret kollektivets, lærerprofessionens vigtighed i relief. Men hvor ville det være skønt, hvis Politiken også gik i luften med en pris til pædagoger, der arbejder i dagtilbud.

Forskningen peger på, at de første tre år af et barns liv er afgørende for, hvordan barnet klarer sig senere hen i livet.

Vi ved også, at børn, der har deltaget i dagtilbud fra vuggestuealderen, har reduceret problemfyldt adfærd ved skolestart og får højere karakterer ved folkeskolens afgangsprøve. Og den positive effekt af at gå i vuggestue er størst for børn med relativt lavtuddannede mødre.

God pædagogik, der kobler leg og læring i vores dagtilbud, gør altså en forskel. På lang sigt og her og nu.

Men småbørnsområdet og pædagogfaget skriger på anerkendelse fra det omgivende samfund. Og vi har behov for at hæve pædagogfagets status og anseelse, hvis der stadig skal være nok pædagoger til at udvikle og drage omsorg for det stigende antal børn, som landets kommuner står overfor.

Arbejdsløsheden for pædagoger er i bund, der er ledige pladser på pædagoguddannelsen i hovedstaden, og allerede i dag oplever en del daginstitutioner i hovedstadsområdet problemer med at rekruttere pædagoger. Derfor er det i sig selv et problem, at vi som samfund ikke sætter pris på de særlig talentfulde pædagoger.

For nogle år siden indstiftede Børne- og Socialministeriet prisen Årets Dagtilbud. Et fint tiltag, men igen et tiltag, der ikke hædrer og anerkender den enkelte pædagogs indsats eller professionen som sådan.

Vi anerkender, at antallet af hænder er vigtigt. Det er indiskutabelt. Men fra det pædagogiske tilsyn i Københavns Kommune ved vi også, at der ikke altid er en direkte sammenhæng mellem antallet af hænder og den pædagogiske kvalitet. Den enkelte pædagogs evner, uddannelse og engagement betyder noget.

Diskussionen om pædagogisk kvalitet må altid have et skarpt blik for betydningen af ressourcer og normeringer, men må ikke standse der.

Pædagoger findes i alle afskygninger præcis som alle andre mennesker og faggrupper. Der findes både gode, ordinære og dårlige tømrere, advokater og politikere. Sådan er det også med pædagoger.

Der er nogle, som er ekstraordinært dygtige og talentfulde, og som løfter alle omkring sig, både børn og kollegaer. De fortjener, at vi sætter pris på deres indsats. Ikke kun for deres egen skyld, men for samfundets og hele pædagogfagets skyld.

En stort anlagt pris for pædagoger i Politikens regi vil næppe være gratis. Politikens Undervisningspris får f.eks. støtte fra Lundbeckfonden.

Men lur os, om ikke Politiken måske også vil kunne få støtte til en pædagogpris fra engagerede fonde. Mange af dem har netop børns udvikling og vilkår som formål. Så kære Politiken, sæt i gang: Pædagogerne fortjener det.