16. august 2018

København indfører røgfri skoletid

Eleverne må ikke længere ryge på de københavnske folkeskoler. Det har et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget besluttet.

Det er et meget vigtigt tiltag for at nedbringe antallet af unge, der begynder at ryge, siger Københavns børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. 

Det er slut med at ryge i skoletiden, hvis man er elev på en af de københavnske folkeskoler. I fremtiden bliver det forbudt for alle elever at ryge i skoletiden, uanset om de opholder sig på eller uden for skolen. Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune har med et stort flertal vedtaget, at skoletiden skal være røgfri. Kun Dansk Folkeparti stemte imod.

Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at andelen af 16-24 årige i Region Hovedstaden, der ryger dagligt er steget fra 12,6 pct. i 2013 til 16,1 pct. i 2017. Helt nye tal fra Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse 2017 viser, at blandt de 14-19-årige, der ryger dagligt, røg næsten én ud af fem for første gang i skoletiden. Politikerne i København håber, at beslutnigningen om at gøre skolerne røgfri er så stærkt et signal til de unge, at færre fremover vil begynde at ryge. 

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen siger:
“Det er ekstremt sundhedsskadeligt at ryge, og alt for mange børn og unge begynder at ryge. Derfor skal eleverne ikke have mulighed for at ryge i skoletiden. Vi ved, at de unge påvirker hinanden til at ryge, og den påvirkning skal de i hvert fald ikke udsættes for i skolen.” 

“Det er allerede forbudt for unge under 18 år at købe cigaretter, og derfor er det helt forkert, at unge under 18 år har lov til at ryge i skolerne. Og det burde være national lovgivning, at alle skoler i Danmark er røgfri, men nu tager vi altså selv beslutningen.“

Hidtil har det været valgfrit for skolerne i København, om skoledagen skulle være røgfri for eleverne. Tre skoler har allerede indført totalt rygeforbud for eleverne. 

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse er begejstret for Københavns beslutning:

“Det glæder mig meget, at Københavns Kommune nu tilslutter sig den stigende gruppe, som indfører røgfri skoletid for elever på alle folkeskoler. Det er en meget vigtig beslutning, hvis vi sammen skal tage ansvar for børn  og unges sundhed og nå målet om en Røgfri Fremtid i 2030. Vi håber, at beslutningen vil brede sig.”

Danske Skoleelever har længe kæmpet for røgfri skoletid. 

Sarah Grusow Bærentsen formand for Danske Skoleelever siger: 
”Skolen er ikke kun et sted med undervisning, eleverne skal også have de bedste rammer for en sund udvikling. 40 børn begynder at ryge hver dag og hver 5. elev begynder at ryge i skolen. Det er tal, der skriger på handling. Så hvor er det dejligt, at København nu indfører røgfri skoletid. Det har Danske Skoleelever i lang tid kæmpet for. Nu gælder det bare om at inddrage eleverne i processen. ”

Forslaget om, at alle skoler i København skal være røgfri træder i kraft hurtigst muligt i løbet af dette skoleår.