Færre Københavnere mister deres bolig

04.03.2015
  • ""
Antallet af udsættelser faldt endnu en gang i 2014. Det er fjerde år i træk. Det er især godt nyt for københavnere med sociale problemer.

Hvis man mister sin bolig er der stor risiko for, at mindre økonomiske problemer kommer ud af kontrol og giver alvorlige sociale konsekvenser – ikke mindst for børnefamilier. Socialborgmester Jesper Christensen er derfor meget glad for, at indsatsen for at forhindre udsættelser er lykkedes.

”Vi har arbejdet stenhårdt på, at hjælpe københavnere, der er ved at miste deres lejlighed, og de nye tal bekræfter, at vi er på rette vej. Det er en fantastisk nyhed”.

Jesper Christensen peget særligt på to indsatser, der har haft stor betydning:

”For det første har vi en gruppe meget dygtige bolig- og gældsrådgivere, der hjælper, når en borger er i risiko for at blive smidt ud af sin lejlighed. De hjælper for eksempel borgere med at få styr på deres økonomi og kan være med til at løse problemet, når der er blevet klaget over en borger.

For det andet er vi blevet meget bedre til at koordinere på tværs af kommunen. Det er for eksempel vigtigt, at dem, der træffer beslutninger om, at skære i en borgers kontanthjælp, kan finde oplysninger om borgerens konkrete problemer”.

Baggrund
Antallet af udsættelser steg markant i årene omkring finanskrisen. Tallet toppede i 2010, hvor ca. 800 københavnere blev smidt ud af deres bolig. Siden da er tallet faldet. I 2014 mistede i alt 474 københavnere deres bolig.