Brugerne skal fortsat med på banen

12.10.2016
  • ""
Jesper Christensen besøgte for nylig behandlingsenheden Ørnevej for at få et indtryk af effekten af omlægningen af misbrugsområdet

En stor del af misbrugsområdet i SOF er fra årsskiftet blevet samlet i et behandlingscenter, som består af seks nye enheder, der står for modtagelse og behandling af borgere med et misbrug af rusmidler.

Da socialborgmesteren i sidste uge besøgte den nye enhed på Ørnevej, fulgtes han med Anja Plesner Bloch, som er formand for Brugernes Akademi.  Og det var netop den aktive inddragelse af brugerne i både planlægning og i omlægningen, som Jesper Christensen var nysgerrig på at høre mere om.

”Erfaringerne fra omlægningen viser, at det er en styrke, når brugerne er med på banen og giver deres bud på, hvad der skal til for, at vi leverer en god indsats. Det kan vi lære en masse af, og det er noget, der fortsat skal arbejdes med,” siger han.

Med omlægningen af misbrugsområdet er det ambitionen, at brugere, der henvender sig, skal have mulighed for at komme i behandling samme dag eller dagen efter.

”Straksbehandlingen er et ekstremt afgørende element i, at vi har omlagt misbrugsområdet, og jeg er imponeret over, at de på Ørnevej er kommet så hurtigt i mål med noget af det allervigtigste,” siger Jesper Christensen, efter besøget, hvor han blev vist rundt af borgercenterchef Alberte Bryld Burgaard og Anne Kirstine Svanholt, som er leder på Ørnevej.