Børn hører ikke til i retten

03.02.2016
  • ""
Justitsminister Søren Pind var på besøg i Børnehus Hovedstaden i anledning af et lovforslag, der hæver aldersgrænsen for videoafhøringer

Når børn eller unge har været udsat for eller været vidne til en alvorlig forbrydelse, så skal de skånes så meget som overhovedet muligt i den efterfølgende straffesag. Derfor har justitsminister Søren Pind stillet lovforslag om at hæve aldersgrænsen for brug af videoafhøringer fra 12 til 14 år. 

Det kan ellers være en traumatisk oplevelse for barnet eller den unge at skulle fortælle sin historie flere gange, hvilket især gælder, hvis det foregår i et retslokale under stort pres.

I dag videoafhøres børn fra hovedstadsregionen involveret i straffesager derfor i Børnehus Hovedstaden, hvor justitsminister Søren Pind var inviteret til besøg af overborgmester Frank Jensen og socialborgmester Jesper Christensen.

Afhøringen foretages her af en særligt uddannet videoafhører, og videoen kan så bruges som bevis i retten efterfølgende. Dermed slipper børn for at skulle udsættes for den store psykiske belastning, som en afhøring i et retslokale er. Det skal fremover også være en mulighed for unge i alderen 13-14 år.

"I Københavns Kommune er vi rigtigt glade for det nye forslag om at hæve aldersgrænsen, da det har været et ønske i Børnehus Hovedstaden, lige siden huset blev etableret. Det vil være til stor fordel for de unge på 13 og 14 år, og processen vil kunne gøre dem bedre i stand til at håndtere de voldsomme oplevelser, de har været udsat for", sagde socialborgmester Jesper Christensen.

TV2 Lorry var desuden til stede og lavede et kort indslag om besøget, hvor leder af Børnehuset Pernille Bird kunne fortælle om de fordele, som lovforslaget vil bringe med sig for de 13-14-årige. 

Du kan se videoklippet her.