110 boliger i Ørestad til sindslidende og handicappede borgere

04.12.2015
  • ""
To nye byggerier i Arenakvarteret i Ørestad blev sat i gang i fredags d. 27. november 2015 til borgere med sindslidelse eller handicap.

Socialborgmester Jesper Christensen trodsede det novemberkolde vejr og iført fornuftigt fodtøj kunne han tage det første spadestik til byggeriet. 
Det nye specialiserede bosted for sindslidende er et led i en målrettet strategi om at invitere udsatte og sårbare med i byens fællesskab. 

”Før i tiden gemte vi de anderledes og sårbare væk på store institutioner langt fra byen. Men de tider er forbi. I dag ved vi, at sindslidende og handicappede har mulighed for at få det bedre og tage del i fællesskabet, hvis vi giver dem chancen”.

Samtidig glæder det borgmesteren, at de 60 boliger til borgere med multihandicap bliver super moderne plejeboliger og hvor velfærdsteknologi bliver en naturlig del af huset. 

Ikke alle Ørestadboere har været lige begejstrede for udsigterne til de nye naboer på Robert Jacobsens Vej, og nogle har udtrykt bekymring i lokalaviser og breve til borgmesteren. 

Jesper Christensen forstår bekymringen, men understreger, at de sindslidende beboere ikke er farlige. Samtidig opfordrer han Ørestads beboere til at bidrage til at naboskabet kommer til at fungere.

Bostedet for sindslidende er planlagt til at åbne i april 2017, mens bostedet for multihandicappede efter planen skal åbne i løbet af sommeren 2017.