Københavns bolig- og gældsrådgivning virker

25.11.2016
56 procent færre københavnere bliver sat på gaden. Sådan lyder den gode nyhed, som for tiden kan ses på plakatstandere rundt om i byen.

Husleje, der ikke bliver betalt, kan være årsag til, at nogle mennesker ender med at stå uden tag over hovedet. Det sker heldigvis for færre og færre lejere i København. I første halvår af 2016 blev 144 københavnere sat på gaden af fogeden. Det er et fald på 56 procent siden 2013, hvor antallet var helt oppe på 321.

Især kommunens bolig- og gældsrådgivning, som hjælper udsatte borgere med at få styr på deres økonomi, har haft stor betydning for, at færre borgere må gå fra hus og hjem.

”Jeg er rigtig glad for, at hundredvis af Københavns udsatte borgere bliver fastholdt i egen bolig. Det gør en verden til forskel for dem. Vores boligrådgivere har virkelig vist sig at gøre en forskel. Jeg kan desværre frygte for fremtiden, når konsekvenserne af kontanthjælpsloftet begynder at vise sig,” siger socialborgmester Jesper Christensen.